Ja hatten

For mig at se er der to forskellige mulige approaches (i hvert fald for mig). Jeg kan enten lægge mig hjem under dynen i fosterstilling med en pose ostepops og tude i to måneder. Eller jeg kan have ja hatten på og forsøge at fortælle mig selv, at

1. det er stadig early days med det her behandling
2. hvis jeg lykkes med min plan om at holde mig fra sukker, koffein og alkohol de næste to måneder, og hvis jeg taber mig 3,5 kg og hvis jeg får noget sol, så skal det nok lykkes næste gang
3. næste gang kommer der garanteret mange flere æg, og så kan vi få nogle af dem til frys 
4. man kan sagtens blive lykkelig uden børn. Faktisk er folk uden børn lykkeligere end folk med børn - indtil børnene er ca 18 år, så catcher folk med børn op på dem uden børn

Udfordringen er så bare, at fordi man går med approach nr 2, så er der folk (der ikke selv er i behandling og aldrig har været i behandling) som antager, at så er det der med fertilitetsbehandling nok bare en walk in the park. Og det lykkes jo for de fleste at blive gravide, så hvad piver vi i behandling dog over? Og i øvrigt virker vi jo positive, så vi har nok ingen bekymringer eller angst eller noget.

Det er en af de ting, jeg er virkelig vred over i dag: Folk der ikke er i behandling og aldrig har været det som forklejner (føles det som) det at være i behandling